Volden har mange forskellige former, men den skal forstås ud fra voldsudøverens ønske om magt og kontrol.
Den norske psykolog Per Isdal definerer vold på denne måde:
“Vold er enhver handling rettet mod en anden person, der gennem dét, at denne handling skader, smerter,skræmmer eller krænker personen, får personen til at handle imod sin vilje, eller får personen til at stoppe med at gøre noget, som han/hun har lyst til”
Vold kan være fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk eller materiel.
Fysisk vold: kan rumme alt fra påføring af let smerte til fysiske overgreb med døden til følge. Slå, sparke, skubbe, hive i håret, fastholde, bide, nappe, kvæle, brændemærke, lemlæste m.m.
Psykisk vold: trusler om vold, systematisk nedbrydning af selvtillid, verbal krænkning, isolation, tvang og umyndiggørelse. Kontollere partnerens besøg og bekendtskaber, checke telefonopkald, sms’er m.m.
Seksuel vold: Enhver seksuel handling uden partnerens samtykke.
Økonomisk vold: Nægte at give oplysninger om fælles økonomi, afmålte lommepenge, true til at underskrive lånedokumenter, tage partnerens løn m.m.
Materiel vold: smadre den andens ting, smadre vægge/døre m.m.